Alt for mange unge går rundt med en negativ grundindstilling til sig selv. Det kommer ofte til udtryk i form af negative tanker, følelser af mindreværd og manglende tro på sig selv.
Men med de rette redskaber kan negative tanker reguleres og de unge kan derved udvikle et positivt syn på sig selv. I perioder kan unge opleve, at de ikke slår til. Det kan være bestemte situationer, hvor de er usikre og føler sig mindre værd.
Det er blandt andet størrelsen af selvtillid, der afgør hvor godt de befinder sig i en given situation og det er der intet unaturligt i. Problemet opstår hvis følelsen af selvværd generelt er lav. Hvis deres følelse og oplevelse af deres egen værdi altid er lav, kan det give dem unødvendige udfordringer og problemer.
For at få et sundt selvværd er det vigtigt, at få bearbejdet negative tanker. Dumme tanker og følelser forsvinder desværre ikke af sig selv. Heldigvis styrer vi selv vores tanker, Husk, at ikke alle tanker fortæller os sandheden om os selv.
Lad dine tanker arbejde for dig, ikke imod dig.
Hvis den unge vil justere sit tanke- og følelsesliv, må de vælge, hvilke tanker og følelser de vil fokusere på i deres liv. Deres følelser afhænger af deres tanker. Følelserne lader dem mærke, hvad de unge tænker. Hvis de tænker bedrøvede tanker hele tiden, vil de føle sig bedrøvet, og har de vrede tanker, bliver de vrede. Men tænker de lykkelige tanker, tanker om glæde og succes, så kan de faktisk blive lykkelige og succesfulde. De kan ikke gå rundt og tænke på dem, der har såret dem og på alle deres fejltagelser, og samtidig forvente at leve et lykkeligt liv.
De unge har mulighed for ikke at lade andre mennesker og negative tanker berøve deres livsglæde – de har mulighed for at kæmpe imod og skabe en forskel for sig selv.
Negative tanker er som ringe i vandet. Hvis de ikke bliver stoppet, vil de hurtigt formere sig. Det at få et godt selvværd, er ofte evnen til at kunne styre sine tanker og følelser. Man er, som man tænker om sig selv. Livet ændrer sig ikke, før de ændrer deres tankegang. Måden, de tænker på, afgør, hvordan de føler, og deres følelser afgør, hvordan de handler.
Gode råd til at beherske vrede tanker og følelser:
· Rejs tvivl om de negative tanker – er de sande?
· Tænk på noget andet – på den måde kan de berolige sig selv.
· Køl ned i ti minutter og tag gassen af vreden ved at flytte fokus.
· Skift perspektiv og betragt så situationen i et mere positivt lys.
· Skriv eventuelt de vrede tanker ned – så kan de se på dem og bedømme dem på ny og måske finde en anden måde at vurdere tingene på.
Det kan være uvurderligt og givende for dem at lære sig selv at kende. Find ud af, hvor de vanskelige og negative tanker gror bedst. Hvornår opstår de og under hvilke omstændigheder? Er det om aftenen, når det er mørkt? Er det kun, når de snakker med ekskæresten? Er det, når de er stresset, eller måske når de er såret eller bekymret?
Har de unge ikke lært at tackle sine egne følelser, vil de gå rundt med frustrationer. Måske er de ikke selv skyld i frustrationerne, men det ændrer ikke ved, at det er den unge, der har ansvar for at få styr på situationen igen. Har de svært ved at ændre eller kontrollere deres adfærd, må de starte med at ændre og kontrollere deres tanker og følelser.
Tegn og symptomer på lavt selvværd.
· Svært ved at modtage ros.
· Udtrykker flere negative tanker end positive når de ser sig i spejlet.
· Er ofte selvbebrejdende som kan resultere i selvdestruktiv adfærd.
· Pludselige markante ændringer i spisevaner.
Behandling/hvad kan du gøre som forældre?
· Vær en ventil for dit barns negative tanker, så får de ikke lov til at gro fast.
· Hjælp dem til at bygge et skjold op mod de negative tanker gennem noget, der giver dem glæde og energi. Det kunne være meningsfulde aktiviteter.
· Hjælp dem til at se hvilke styrker og gode sider de har.
· Sluk engang imellem for al elektronik, og hjælp dem til at nyde at være til.
· Dyrk motion – det frigiver kroppens naturlige lykkefølelse.
· Hjælp dit barn til at tilgive sig selv og andre.
· Hjælp dit barn til at skabe venskaber.
· Flyt dit barns opmærksomhed: I stedet for altid at tænke på sig selv kan det være sundt at tænke på andre.
Hvis der er tale om et negativt gentagende mønster vil det nok være en god ide at supplere op med professionelt hjælp eller livsstilssamtaler.
Skrevet af Søren Lynge
Ungdomsproblemer.dk
Tlf. 3132 1507
Læs mere:
Søren Lynge er lige nu aktuel med bogen ”Vaner: Årsag til dine succeser og fiaskoer”
Links
www.ungdomsproblemer.dk