· 25.000 børn om året oplever, at deres forældre går hvert til sit. Det kan ikke undgås at børnene oplever sorg og adskillelse ved en skilsmisse, men vi kan hjælpe vores børn gennem skilsmissen, gennem selvbeherskelse og selvdisciplin, at sørge for, at vi som forældre kan tale sammen og ved at sørge for at informere børnene undervejs.
· 73% af børn bor sammen med mor og far.
· 27% af børn, der ikke bor sammen med deres mor og far, bor 23% nu sammen med mor.
· Bl. a. fordi at når børnene selv skal vælge, så vil 9 ud af 10 af børnene helst bo hos deres mor.
Kilde DR Tekst-tv, 12.9.2008
· Ud af de 1,2 mio. børn, der findes i Danmark, har 263.000 børn en samværsfamilie, dvs. en far eller mor, der bor et andet sted. Det svarer til hvert femte barn.
· Ni ud af ti børn har faderen i deres samværsfamilie, i 64% af tilfældene bor han alene efter skilsmissen og i 36% af tilfældene bor han sammen med en ny partner.
· I alt bor 275.000 børn nu hos deres mor uden deres far.
· Heraf bor 186.000 hos deres enlige mor, imens 89.000 skilsmissebørn bor hos deres mor og hendes nye partner.
· Der er 37.000 børn, der bor hos deres far uden deres mor.
· Heraf bor 24.000 børn hos deres enlige far og kun 13.000 hos deres far med hans nye partner.
· Endelig er der 17.000 børn, der ikke bor hos nogen af forældrene.
· Heraf havde 16.000 mistet en far og/eller mor på grund af dødsfald.
Kilde Danmarks Statistik, 2008
Hvordan kan skilsmisse påvirke børn
Børn føler ofte, at det er deres skyld eller ansvar, at forældrene ikke kan enes. Nogle børn og unge påtager sig at fikse situationen mellem forældrene med den virkning, at de bliver ”små voksne”. De bliver ofte ofre og mæglere mellem forældrenes skænderier - måske endda små budbringere.
Skilsmissebørn føler ofte, at de befinder sig midt i en krydsild og er meget optagede af deres forældres behov, og glemmer derfor ofte at holde fast i deres egne behov. Forældrenes intentioner for børnene er næsten altid gode, men sjældent lykkes det at ende et ægteskab, uden børnene har lidt følelsesmæssige skader.
Børn tager ikke skade af almindelige skænderier af og til. Men børn, der oplever endeløse, evige, intense skænderier mellem deres forældre, kan som voksne have svært ved at være problemløsere. Skilsmissebørn skal have hjælp til at forstå de følelser og tanker, som de har i forbindelse med deres forældres skilsmisse. Den måde, som børnene gennemlever disse følelser og tanker på, er med til at bestemme, hvordan skilsmissen vil påvirke dem fremover.
Skilsmisse handler sjældent om bare at vende hinanden ryggen. Der er minder, som skal deles, og har man børn, vil man for altid være en del af hinandens liv.
Skilsmisse kan påvirke den unges egen familiedannelse og forældrerolle, så den unge bliver bange for, at det skal gå galt igen.
I værste fald kan børnene miste troen på varig kærlighed, hvilket kan resultere i mange løse, uforpligtende forhold.
Hvad kan du gøre som forældre…
I har besluttet jer for at skilles og skal sige det til jeres teenagebarn. Herunder følger nogen måder man kan forholde sig til skilsmisser, samt nogle måder, man kan sige det på. Der er ingen skilsmisser eller familier, der er ens, så tag det i kan bruge og lad jer inspirere af det følgende. Undersøgelser viser, at selve skilsmissen ikke er det største problem for børn, men det er måden i gør det på, der har den største betydning for den unges trivsel. Det er således, at største vigtighed er at I samarbejder, for I er stadig forældre sammen. Inden i fortæller den unge om skilsmissen er det af stor betydning at tale som forældre, sammen om rammerne for den unge. Hvilke aftaler I kan indgå. F.eks. hvor skal den unge bo? Hvor ofte har den unge samvær med den anden? Skal det være lige antal dage eller er det til forhandling? Hvad med aftaler indgået i det ene hjem -gælder de samme regler med fester etc. i det andet hjem eller er det op til den enkelte forælder? Hvem har ansvaret, hvis den unge f.eks. siger; ”jeg ved ikke om jeg tager hjem til dig mor eller dig far og sover i nat”?
Allerførst vil jeg slå fast, at de voksne har det fulde ansvar for skilsmissen. Det er vigtigt, at I sammen fortæller, at I skal skilles. Det skal høres fra jer begge to. Lav først en ”ramme”, ved at sige; ”Nu skal vi fortælle dig noget, du måske bliver ked af eller vred over og det er ok. Det har intet med dig at gøre og beslutningen er vores ansvar”.
Efter ”rammen” kommer så selve budskabet. F.eks. kunne det være;
”Vi elsker ikke hinanden mere og har besluttet at blive skilt. Det har været en svær beslutning, men nu er den taget. Det har intet med dig at gøre. Du er vores fælles barn, som vi elsker meget og derfor vil vi gøre alt for at være forældre og samarbejde om din trivsel”.
Fortæl åbent om at det kan være en lang proces at blive skilt. Måske kan huset ikke sælges eller vi ved ikke helt endnu hvor vi skal bo. Tydelighed er så vigtig. Noget ved vi, andet ved vi måske ikke.
Vær så ærlig og tydelig som i kan være uden absolut at skulle gå i detaljer. Den unge har ikke brug for det hele på en gang, f.eks. hvis det er pga. utroskab, i skal skilles. Fortæl det også til den unges netværk (selvfølgelig med orientering til jeres barn). F.eks. til læreren eller sportstræneren, så de voksne ved, der måske kan komme nogen reaktioner.
For skilsmissen indeholder som regel sorg, men ofte først krise og derfor kan alle i familien være ustabile, sårbare, vrede, ked af det m.m. For andre er det en lettelse, hvis i f.eks. har været meget sure på hinanden en tid eller der har været dårlig stemning i familien.
Det kan være en ide at spejde efter en omsorgsperson i netværket til din teenager. Er der en god mormor, en venindes mor eller far, eller en lærer i den unges netværk, kunne man med fordel høre om de ville stille op og være det sted, hvor den unge har ”helle” og kan tale frit uden omsvøb. For skilsmissen påvirker ligesom alt andet, den unges fremtidige liv på mange planer og kan være meget svær. Bliver jeres skilsmisse for voldsom er det en god ide at kontakte en professionel familierådgiver, som kan være en ydre neutral person, der hjælper jer med relationerne.
Skrevet af Lone Carmel, kandidat i pædagogisk psykologi, familierådgiver og terapeut
