Flere familier har i forbindelse med nytårsaften spurgt til hvordan man finder ud af det i forhold til sin teenager. Skal de have lov til at gå i byen? Hvor længe og hvilke aftaler kan laves?
Det er almindeligt og sundt at unge vil more sig og fester er en del af deres liv. Grænser og kræfter skal prøves af. Det forbudte skal udforskes. Som forældre til teenagere er der ingen klare linjer eller svar på ovenstående, men der er ting du kan være opmærksom på. Som forælder er din rolle at vise processen respekt ved at elske din teenager og vise dem det. Hvordan det kan gøres, kan følgende måske bruges til.
Det er for sent at opdrage dit barn, men du kan melde ind med dine tanker og grænser og på den måde vejlede dem. Det er relevant at fortælle dem dit syn på verden, for det kan de bruge til at ”spille bold op ad”. Som forælder man ikke mere regne med at de lige gør som vi siger mere. Børn er til låns og det er vigtigt at erkende at det en ”sorgproces” at skulle slippe dem.
Der siges at teenagere er ”lukket på grund af ombygning”. Når vi voksne tænker at teenagerne ikke har overblik, så kan de faktisk ikke gøre for det. Forskning viser at det er hjernen og kroppen der er i gang med en kæmpe proces. Læs mere i Arne Nielson; ”Din teenager skal coaches, ikke opdrages”. En bog, som burde være hos alle teenagefamiler.
Du kan lære at være teenageforælder og tænke over at tale med dit barn i øjenhøjde. Det du forventer får du også tilbage. Tænk positivt ved at tro på dem og argumenter for dit ”nej”. Tag en pause, når I ikke kan blive enige. Plads til eftertanke giver oftest bedre samtaler bagefter. Eller tænk at det er hormonerne der taler nu. Accepter den svære balance mellem at være involveret og have holdninger og samtidig give plads til teenagerens egne måder at gøre og erfare tingene på. Det kan hjælpe at undre sig ved at sige; jeg vil gerne forstå hvad der sker…jeg vil gerne høre mere om dine tanker….
Oftest glemmer vi at teenagere ved deres forandring også gør noget ved os voksne. Mange problematikker bunder i vores egen angst. Ved at slippe dem og hvad der kan ske og så videre. Angsten kan erkendes og holdes på afstand ved at dele den med din kæreste eller dine venner. Teenagere har så meget andet i tankerne og følelserne (hvordan ser jeg ud ? hvad skal jeg vælge af fag i skolen? hvad synes mine venner? Hvilke sociale koder er i orden her? )
Jeg spurgte to teenagerdrenge på 14 og 16 år om de ville give de voksne et råd til de voksne. De sagde; Lad os være, tro på os og lad være med at sige vi skal rydde op vores værelse.
Skrevet af Lone Carmel - kandidat i pædagogisk psykologi, familierådgiver og terapeut.
Sammenbragte familier er en meget udbredt familieform. Den er skøn og fuld at svære udfordringer for mange. For at fungere i en sammenbragte familie, kræver det meget tydelighed, dialog, vilje, kærlighed, ord på følelser af tabuer, sorg og værdier. Nogle af disse berøres i det følgende.
Den sammenbragte familie har nogen af de samme relationer som teenagere. Skiftende stemninger, flere mennesker der skiftes ud og mange humørsvingninger kan forekomme, da mange skal være under samme tag. Hvordan skilsmissen, forud, er forløbet har stor betydning for ressourcerne i den sammenbragte familie
Jeg hører ofte sætninger som; ”jeg er vild med hende, men hendes børn kan jeg ikke holde ud” eller; ”jeg er vild med ham, men hans x-kone blander sig og sidder ligesom med til bords stadig”. Den andens børn og dens andens X, er oftest de sværeste paradokser. Dertil kommer det store spørgsmål om hvor man skal bo – særligt nu hvor mange børn bor på skift en uge ad gangen.
Husk at ingen børn har valgt denne ”nye” familie. Det er to voksne der har valgt kærligheden og hinanden og det er primært deres ansvar at få det til at fungere. Til gengæld kan der knyttes tætte relationer på tværs af det biologiske og sociale.
En af de særlige udfordringer er at der sjældent er alenetid i forelskelsen mellem de voksne. Derfor skal de voksne lære hinanden at kende, mens børnene er tilstede. Tage sig af deres indbyrdes forhold, samtidig med at de skal lære børnene at kende. Netop derfor skal der rummes mange følelser og tages et særligt ansvar i denne familieform. Alle skal have tid til ændringer i den nye familie med dens mange forskelligheder.
Men tal med jeres teenagere. De har i forvejen måske udfordringer med deres eget liv, så for dem er det utrolig vigtigt med tydelig indmeldinger fra den voksne. Lav også noget med din egen teenager, selvom du er i en ny familie. De holder ofte af den eksklusivitet som tid kan være. Det er også en måde at føle sig elsket på. Samtidig er de meget meget vigtigt at kunne rumme vrede, sorg og alle de følelser der kan blive ekstra aktiveret hos din teenager, i denne familieform. Jeres barn er i en proces, hvor det skal løsrive sig fra familien og finde sine egne ben. Derfor kan det være en meget stor udfordring for den ”nye” at komme tæt på teenagere, fordi de har deres forældre og deres eget ungdomsliv. Man må acceptere denne tilstand.
Der kan opstå jalousi – giv plads til jalousi og de mange forskellige måder man ”gør” i en familie. Lige fra opdragelse til middagsbordet. For at få synliggjort forskellighederne kan man lave husmøder og tale om hvordan jeres familie skal være. Sæt trivsel øverst på dagsorden. Hvor er det svært? Hvad kan hver enkelt bidrage med? Hvordan kan vi andre gøre det nemmere for dig? Kan der findes nogen rammer, hvor alle kan mødes?
Som regel er det de biologiske forældre der har den største plads i børnenes hjerte. De biologiske forældre skal også fortsat samarbejde omkring barnets skole, venner og trivsel. Med opbakning og støtte fra dig som partner på sidelinjen. Det er vigtigt, selvom det kan være hårdt og give en følelse af at være ”udenfor”. Det er primært den biologiske forælders ansvar at inkludere sin nye kæreste - i forhold til sine børn. Som den nye partner, kan du melde dig ind som bekendt eller måske en ven (det afhænger også af barnets alder, samt historie) til den andens børn.
Husk at vaner, rutiner og regler i familier er meget individuelle og de tager lang tid at ændre.
Giv tid, plads, rum for de meget forskellige følelser og historier, så kan den sammenbragte familie blive fantastisk at leve i.
Skrevet af Lone Carmel - kandidat i pædagogisk psykologi, familierådgiver og terapeut.
